23948sdkhjf

Fyrværkeribranchen fyrer stadig ulovligt op for før- og nu-priserne

Flere fyrværkeriannoncer er stadig på kant med loven, selvom Forbrugerombudsmanden allerede har løftet pegefingeren.
En nytårsraket med en førpris på 250 kr. til den nette sum af 129 kr. kan lyde som et godt kup.

Men faktisk må fyrværkeribranchen slet ikke markedsføre med en før- og nu-pris.

Forbrugerombudsmanden var så sent som i november ude med en løftet pegefinger til fyrværkeribranchen om deres markedsføring, og hun har også indskærpet reglerne om prismarkedsføring af fyrværkeri overfor en række virksomheder sidste år, fortæller DR Syd .

Alligevel har DR Syd fundet flere tilfælde, hvor fyrværkeriforhandlere igen i år bryder reglerne.

Men det er forbudt at fyre op forbudt at fyre for godt op for markedsføringen, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen til DR Syd.

- Vildledende prismarkedsføring er strafbart, og det kan man få bøder for. Vi har været ude og advare nogle virksomheder om, at det de gjorde sidste år var vildledende, men er der nogen, der har anvendt vildledende prismarkedsføring (i år, red.), så forventer jeg, at vi griber til politianmeldelse.

For at kunne markedsføre med en tilbudspris skal varen have haft en normalpris, som den har været solgt til i en længere periode. Men det gør sig ikke gældende for fyrværkeri, der kun må sælges i den korte periode fra den 15. til den 31. december.

En af de annoncer, som bryder reglerne for tilbud på fyrværkeri, er indrykket i Ugeavisen Varde af virksomheden Farveland.

Her står, at alt fyrværkeri sælges med halvpris på sidste års priser. Men da fyrværkeriet ikke har været solgt til normalprisen lige op til tilbuddet, så er der altså ikke tale om en reel besparelse for forbrugerne i år - og derfor er det ulovligt.

Peter Nørgaard er medejer af Farveland, og det kommer bag på ham, at annoncen er ulovlig, siger han til DR Syd:

- Vi har forsøgt at gøre det så sobert som muligt. Men jeg vil da godt medgive, at hvis man nærlæser reglerne, så kan man jo læse dem på flere måder. Og så er det måske en lille smule på kant med det man må, siger han og understreger, at de har forsøgt at gøre det mere forståeligt ved at skrive, at prisen er sammenlignet med priserne fra sidste års salg.

Det er underordnet, om der sammenlignes med 2016 eller ej. Før- og nu-priser er ikke tilladt på fyrværkeri, slår Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen fast:

- Man må ikke anvende før-priser i sin prismarkedsføring. Hvis virksomhederne siger, vi sparer penge ift. en vejledende pris, så skal virksomhederne kunne godtgøre, at fyrværkeriet sælges af konkurrenterne til dén pris.

Reglerne ligger offentligt tilgængeligt på forbrugerombudsmandens hjemmeside, og Peter Nørgaard erkender da også, at fejlen ligger på hans virksomheds side:

- Det er 100 procent mit ansvar at forstå reglerne, og hvis det, jeg gør, er ulovligt, så har jeg ikke læst reglerne godt nok.

Det er ikke alle tilbud på fyrværkeri, der er ulovlige. For eksempel må forhandlerne gerne give mængderabatter på køb af flere raketter, eller sælge deres fyrværkeri til en særlig god pris én enkelt dag.

Men de mange regler og undtagelser er svære at gennemskue - især for små forhandlere, mener Peter Nørgaard fra Farveland. Han mener, at reglerne skal skrives kortere.

- Jeg tror egentlig, man skal koge reglerne ned til 1-3 sider, i stedet for at lave en roman på 50 sider, og så skal det skrives i et sprog, man kan forstå.

Den opfordring står han ikke alene med. Bjørn K Blomster i Esbjerg er også en af de andre virksomheder, der har indrykket en annonce, hvor de lover 50% på alt fyrværkeri.

Indehaver Bjørn Karstensen er rigtig ked af, at deres annonce er på kant med loven, men forklarer det med, at han blev først opmærksom på reglerne efter annoncen var bestilt. Han foreslår derfor, at alle forhandlere med en fyrværkeritilladelse fik tilsendt reglerne.

- For så havde vi selvfølgelig rettet os efter dem. Vi gør det jo ikke for at snyde nogen. Vi gør det jo bare for at sælge nogle varer, siger han til DR Syd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131